VARME FNUGLERE

Engang for længe siden boede der kun små mennesker på jorden. De fleste af dem levede i en lille landsby ved navn Swabeedoo, og derfor kaldte de sig selv Swabeedoo-daher. Det var et meget lykkeligt, lille folk, og de gik alle rundt med brede smil på læben og glade hilsner til alle. 
En af de ting som Swabeedoo-daherne syntes allerbedst om var at give hinanden varme fnuglere. Hver eneste lille Swabeedoo-dah havde en pose på ryggen, og den var fyldt helt op med varme fnuglere. Når som helst to Swabeedoo-daher mødtes, gav de hinanden en varm fnugler. Og det er jo, må man sige, noget ganske specielt dejligt ved at give nogen en varm fnugler. Det betyder at netop den person er noget ganske særligt. Det er en måde at sige” jeg kan godt lide dig” på. Og selvfølgelig er der noget ganske indtagende ved når nogen giver dig en varm fnugler. Når nogen rækker dig en varm fnugler, når du modtager den og kan føle dens varme og blødhed mod din kind, og ligger den blidt og kærligt i din fnugle-pose sammen med de andre, er det ekstredejligt. Du føler dig værdsat, når nogen giver dig en varm fnugler, og du får lyst til at gøre noget dejligt til gengæld. De små Swabeedoo-daher elskede at give varme fnuglere og at få varme fnuglere, og levede virkeligt lykkeligt sammen. 

Uden for byen, i en mørk kold hule, boede der en stor grøn trold. Han brød sig egentlig ikke om at bo alene og ind imellem følte han sig ensom. Men det var som om han ikke kunne finde ud af det sammen med andre, og han brød sig ikke om at udveksle varme fnuglere. Han syndes det var noget noget værre pjat. ”Det er ikke cool” sagde han 

En aften gik trolden ind til byen, og han blev mødt af en venlig lille Swabeedoo-dah. 

- ”Hvor har det været en dejlig Swabeedoo-dah dag, ikke sandt?” sagde den lille fyr med et smil. Og ”Værsgo, her er en varm fnugler. Denne her er noget ganske særligt, og jeg har gemt den specielt til dig, for det er ikke så tit, jeg ser dig i byen. 

Trolden kikkede sig omkring for at se om nogen lyttede. Så lagde han armen omkring den lille Swabeedoo-dah og hviskede til ham: 

”Du, ved du ikke at hvis du giver alle dine varme fnuglere væk, så vil du en af Swabeedoo-dah dagene løbe tør for dem?” 

han noterede sig et overrasket udtryk glide over den lille fyrs andsigt, og tilføjede idet han kikkede ned i hans fnugle-pose: ”Lige nu vil jeg skyde på at du kun har omkring 217 varme fnuglere tilbage. Pas du hellere på dem.” 

Med disse ord traskede trolden af sted på sine store, grønne plader, efterladende en meget forvirret og ulykkelig Swbeedoo-dah. 

Trolden vidste at hver eneste af de små fyre havde et uudtømmeligt lager af varme fnuglere. Han vidste at så snart der bliver givet en varm fnugler til nogen, indtager en anden straks dens plads, og således kan man aldrig løbe tør for varme fnuglere selv igennem en hel livstid. Men han satsede på de små Swabeedoo-dah-ers tillid, samt noget andet som han kendte fra sig selv. Han ville blot se om dette ”noget” også fandtes hos det lille folk. 

Så han fortalte sin løgn, gik tilbage til sin hule for at vente. 

Det varede ikke længe. Den første som kom forbi og hilste på den lille Swbeedoo-dah var en meget nær ven af ham, som han havde udvekslet mangen en varm fnugler med førhen. Denne lille fyr blev meget overrasket over at opdage, at da han denne gang gav sin ven en varm fnugle, fik han kun et mærkeligt blik til gengæld. Så blev han rådet til at passe på ikke at løbe tør for sin forsyning af varme fnuglere, og pludselig var hans ven væk. 

Swbeedoo-dahen sagde samme aften til 3 andre: ”Jeg er ked af det kammerat, men jeg har ikke nogen varm fnugler til dig. Jeg bliver nød til at passe på at jeg ikke løber tør for dem. 

Allerede næste dag, var nyheden spredt over hele landsbyen. Alle var pludselig begyndt at rationere deres varme fnuglere. De gav stadig nogle væk, men meget, meget forsigtigt. ”Man må skelne fugl fra fisk” sagde de. 

De små Swbeedoo-daher begyndte at betragte hinanden med mistro, og begyndte at skjule deres fnugle-poser under sengen om natten for at passe på dem. Der opstod skænderier om hvem der havde flest varme fnuglere, og snart efter begyndte folk at bytte varme fnuglere for ting, i stedet for blot at give dem væk. 

Idet man gik ud fra, at der kun var et vist antal varme fnuglere i omløb, proklamerede borgmesteren i Swabeedoo et udvekslingssystem, og inden længe begyndte man at tinge om hvor mange varme fnuglere det kostede at spise et måltid hos nogen, eller at overnatte der. Der var endog nogle tilfælde af røveri af varme fnuglere. De små venlige Swbeedoo-daher havde førhen om aftenen nydt at slentre i parken og i gaderne, og udveksle varme fnuglere, men nu var der ikke længere sikkert at færdes ude på visse mørke aftener. 

Det værste af det hele var, at der begyndte at ske noget med det lille folks helbred. Mange af dem begyndte at klage over smerter i skuldre og ryg, og som tiden gik begynte flere og flere af de små Swbeedoo-daher at blive plagede af en sygdom, der blev kendt som ”svækket rygrad”. De gik alle foroverbøjede eller ( i værste fald ) så sammenbøjede at de næsten kunne nå jorden. Deres fnugle-pose slæbte hen ad jorden. Mange folk i byen begyndte at snakke om at det var vægten af poserne der forårsagede sygdommen, og at det var bedre at lade poserne blive hjemme, sikkert bag lås og slå. 
Efter et stykke tid kunne man knapt finde en Swbeedoo-dah med fnugle-poden på ryggen. 

Til at begynde med var trolden tilfreds med resultatet af sin løgn. Han havde villet se om det lille flok ville føle reagere som han selv gjorde, når han tænkte egoisitisk, og derfor følte han sig tilfreds med tingens udvikling. Nu, når han gik ind til byen, blev han ikke mødt med glade hilsner og tilbud om varme fnuglere. I stedet for kikkede de små mennesker på ham, som de kikkede på hinanden – med mistro – og det kunne han ganske godt lide. For ham var det blot at se kendsgerningerne i øjnene, sagde han. 

Men som tiden gik, skete der ting som var meget værre. Måske p.g.a. svækkelsen af rygraden, måske p.g.a. at der aldrig var nogen som gav nogen varme fnuglere (hvem ved?), var der nogle få a de små mennesker der døde. Nu var al glæden borte fra Swabeedoo, og landsbyen sørgede over bortgangen af sine små indbyggere. 

Da trolden hørte om dette, sagde han til sig selv: ”Milde moses, jeg ville blot have dem til at indse, hvordan livet var. Det var ikke meningen at de skulle dø”. Han spekulerede over hvad han skulle gøre, og udtænkte en plan. 

Dybt inde i sin hule, havde trolden opdaget en hemmelig mine med kolde stiklere. Han havde brugt mange år på at grave de kolde stiklere ud af bjerget, for han kunne godt lide den kolde og stikkende fornemmelse de gav, og han elskede at se sit lager af kolde stiklere vokse, og at vide at de alle sammen tilhørte ham. Han besluttede at dele dem med de små Swabeedoo-daher. Han fyldte hundredevis af poser med kolde stikler og tog dem med til landsbyen. 

Da det lille folk så poserne med de kolde stiklere, blev de glade, og de modtog dem taknemmeligt. NU havde de noget at give hinanden. Det eneste problem var at der ikke var helt så meget skæg ved at give hinanden en kold stikler, som en varm fnugler. Det at give en kold stikler, synes at være en måde at række ud efter et andet menneske på, men ikke så meget af venskab og kærlighed. Og det at modtage en kold stikler gav også en mærkelig fornemmelse. Men kunne ikke være helt sikker på hvad giveren mente med det, for når alt kkommer til alt, så ER kolde stiklere kolde og stikkende. Det var rart i det mindste at modtage noget fra et andet menneske, men det efterlod en forvirret, og ofte en fornemmelse af at være blevet snydt. 

Swabeedoo-daherne plejede at sige WOW, når de modtog en varm fnugler, med når nogen gav dem en kold stikler, var der sædvanligvis ikke andet at sige end UEHH. 

Nogle af de små mennesker gik tilbage til at give varme fnuglere, og for hver gang, der blev givet en varm fnugler væk, gjorde det selvfølgelig både giveren og modtageren meget lykkelig. Måske var det det, at det efterhånden var så usædvanligt at få en varm fnugler, fordi der blev udveklet så mange af de kolde stiklere. 

Men det at give varme fnuglere kom aldrig rigtigt på mode igen i Swabeedoo. Nogle af de små mennesker fandt ud af at de kunne blive ved at give varme fnuglere uden at løbe tør for dem, men kunsten at give varme fnuglere blev ikke brugt af ret mange. Mistænksomheden var der stadigvæk i Swabeedoo-dahernes underbevidsthed. 

Man kunne høre det i deres bemærkninger: 

- Varme fnugler, hm? Hvad kan der ligge bag den? 

- Jeg ved aldrig om mine varme fnuglere bliver virkeligt værdsat. 

- Jeg gav ham en varm fnugler, og fik en kold stikler til gengæld. 
  Det gør jeg simpelthen ikke igen. 

- Man ved aldrig med Magde. Det ene øjeblik giver hun en varm fnugler, 
  det næste øjeblik en kold stikler. 

- Jeg har lyst til at give min søn en varm fnugler, men han fortjener det ikke. 

- Hvis du ikke giver mig en kold stikler, giver jeg heller ikke dig en. OK? 

- Ind imellem spekulerer jeg på om bedstefar ejer en eneste varm fnugler. 

Sandsynligvis ville hver eneste Swbeedoo-dah med glæde være vendt tilbage til de gode, gamle dage, hvor alle gav og modtog varme fnuglere. Sommetider tænkte en af de amå fyre ved sig selv, hvor dejligt det havde været at få en varm fnugler af nogen, og at NU ville han gå ud og frit give dem til alle og enhver, ligesom i gamle dage. Men noget stoppede ham altid. Sædvanligvis var det nok at komme udenfor døren og se ”hvordan livet var”.